Kulde, vinter 2010
Lidt at glæde sig over i en kold tid…

Fjernvarmekunder får - på grund af den kolde vinter - kun en halv så stor en meromkostning sammenlignet med forbrugere med oliefyr .
”Det er en kold tid som vi lever i - alle går rundt og fryser..” Sangen af Kim Larsen er nok kendt af de fleste. Og det har faktisk været koldt siden afslutningen af FN’s klimatopmøde i København umiddelbart før jul.

Med en døgnmiddeltemperatur på -3,2 0C i gennemsnit for landet som helhed blev januar 2010 den koldeste kalendermåned i 23 år. Det er hele 3,2 0C under normalen beregnet over perioden 1961-90. Kun i 1987 var januar koldere med en døgnmiddeltemperatur på -4,7 0C.
Der er kun gået halvanden måned siden vi forlod 2009 - men har vi allerede glemt det seneste års vejr? 
Set som helhed blev Danmarks årsmiddeltemperatur for 2009 opgjort til 8,8 0C, hvilket er 1,1 0C varmere end normalgennemsnittet beregnet over perioden 1961-90.

Og alligevel endte år 2009 med landsdækkende hvid jul - hvilket til gengæld så var første gang siden 1995!

Vor hukommelse er kort, og det kan være både godt og skidt.

Den kolde start på 2010 har betydet, at der er produceret meget mere varme på spidslast-kedelcentralerne i VEKS’ forsyningsområde end budgetteret - ja, der er allerede produceret mere i januar måned end budgetteret for hele år 2010. Da VEKS’ kunder modtager overskudsvarme fra affaldsforbrændingsanlæg og varme fra kraftvarmeværker, vil konsekvenserne af den kolde vinter ikke slå så hårdt igennem på varmeregningen for 2010, som det ville have gjort med individuel olie- eller naturgas opvarmning.

Ifølge Dansk Fjernvarme har Sydbank beregnet, at folk med oliefyr allerede i starten af februar havde haft en merudgift på cirka 2.000 kroner. Fjernvarmekunderne kan derimod nøjes med den halve regning - vel at mærke for hele vinteren.

Så selv i en kold tid er der da lidt at glæde sig over.