fjernvarme.info i luften
Ny portal giver både overblik og dybere indsigt i emner relateret til fjernvarme
Fjernvarme.info er adressen på en ny portal, som emnemæssigt spænder vidt. Brugerne kan finde alt fra generel information og gode råd om fjernvarme til mere specifikke forklaringer på eksempelvis, hvad fjernvarme koster i forhold til jordvarme, hvad sparer man ved at skifte til fjernvarme, andelen af vedvarende energi i fjernvarme etc. Portalen udvikles løbende og vil på sigt også komme til at rumme et ”miljø” særligt henvendt til skolebørn og deres lærere.
Flere målgrupper
Den nye portal henvender sig til alle med interesse for fjernvarme. Dette skal forstås bredt; én målgruppe kan være den nysgerrige skoleelev, som mangler svar på hvor meget energi vi bruger eller fjernvarmens udbredelse i DK og set i internationalt perspektiv.
Andre målgrupper er nuværende og fremtidige fjernvarmekunder, som søger generel information om fjernvarme alias ”Danmarks største miljøbevægelse”. Den interesserede kan også få også svar på fjernvarmens rolle i aktuelle energipolitiske debatter, eller hvordan det står til med forsyningssikkerheden. Søger man det lokale fjernvarmeselskab findes det under hovedpunktet ”Varmeværker”.
Husk at linke
Den nye portals succes afhænger af, om brugerne overhovedet kan finde siden. Derfor opfordrer FIF Marketing - som står bag siden - til, at alle landets fjernvarmeselskaber fra deres respektive hjemmesider linker til den nye portal. Portalens information er så generel, at mange fjernvarmekunder vil have gavn af at finde informationen ét sted. Samtidig kan fjernvarme.info erstatte det lokale fjernvarmeselskabs forpligtelser i forhold til eksempelvis energispareråd, klimaforhold, test din fjernvarmeviden etc. - alt sammen emner, som er generelle og dermed ikke har lokale vinkler og tilsnit.
Fjernvarme.info afløser den tidligere fjernvarme.dk. Den blev oprettet som decideret kampagneportal, da Dansk Fjernvarme i 2008 indledte en generel bred kampagne, hvis primære formål var at sætte fjernvarme på ikke kun den politiske, men også den mere folkelige dagsorden. Denne kampagne og portal løb over tre år, hvorimod fjernvarme.info ikke har nogen tidsbegrænsning.