Skybrud over København og Vestegnen
På trods af det værste skybrud i mands minde kunne VEKS opretholde forsyningen
Skybruddet over København lørdag aften den 2. juli 2011 forårsagede adskillige alarmer til VEKS’ driftscentral.
Specielt i Hvidovre - nærmere betegnet i vekslerstationen i Hvidovreparken - var det helt ekstremt. VEKS’ installationer på den pågældende station er placeret i kælderen på et lejet areal. Foruden VEKS’ installationer er der også udstyr fra det lokale fjernvarmeselskab og boligselskab.
Som en konsekvens af alarmerne blev VEKS’ rådighedsvagter lørdag aften sendt til vekslerstationen i Hvidovreparken grundet en ”vand på gulv-alarm”. Ved ankomst var kælderen, hvor installationerne er placeret, helt vandfyldt. Fortsat store regnmængder kombineret med strømsvigt i området, bevirkede at det ikke var muligt at påbegynde en tømning. Omfanget af vandskaderne hos det lokale fjernvarmeselskab var så omfattende, at varmeforsyning ikke ville kunne genetableres lørdag.
Søndag middag, hvor forholdene tillod det, rykkede VEKS' medarbejdere ud med nødgenerator, pumper og andet beredskabsudstyr for at assistere det lokale fjernvarmeselskab med tømning af kælderen for vand. Omkring kl. 13 var stationen tømt for vand og besigtigelse af skaderne kunne opstartes.
Natten til tirsdag den 5. juli var det lokale fjernvarmeselskab klar til at modtage varme igen og varmeforsyningen blev genoptaget med nødforanstaltninger.
Skaderne på bl.a. de elektriske installationer viste sig at være omfattende og genetablering af en normal varmeforsyning vil tage tid, hvilket kunderne dog ikke vil mærke noget til.
De implicerede medarbejdere fra VEKS havde 24 hektiske timer, men deres indsats var med til at begrænse skaderne flere steder i VEKS’ transmissionsnet.