ForsideFokusområderEnergipolitik › Leder november 2011
Print artikelSend artikel

18. november 2011

Hvad er en succes for VEKS?

Bundlinjeresultatet er ikke nødvendigvis det eneste virksomhedsresultat

For en virksomhed som VEKS er det ikke så altid så entydigt at definere succes, som det er for en virksomhed, der er sat i verden for at tjene penge til sine ejere. VEKS’ aktiviteter er omfattet af varmeforsyningsloven, hvilket betyder, at VEKS ikke må tjene penge. VEKS’ succes kan heller ikke måles i øget varmesalg - nej vi skal faktisk arbejde målrettet på at motivere kunderne til at udnytte fjernvarmen mere effektivt og dermed reducere varmesalget.

VEKS har derfor behov for at opstille andre succeskriterier end ”voksende bundlinje”. Det afspejler sig eksempelvis i VEKS’ vision, hvor vi med basis i Vestegnen vil være et dynamisk fjernvarmeselskab i stadig udvikling.

For VEKS’ bestyrelse var det tilbage i 2008 væsentligt at sætte konvertering af naturgaskunder til fjernvarme på dagsordenen. En sådan konvertering ville dels reducere fjernvarmeprisen for alle kunder på Vestegnen, men også bidrage til en væsentlig reduktion af CO2-udledningen.

Efter aftale med Brøndby Fjernvarme påtog VEKS sig opgaven at udarbejde udbygningsplan og projektforslag for konvertering af erhvervsområdet Ragnesminde fra naturgas til fjernvarme. Projektforslaget indikerede, at den påtænkte konvertering ville være økonomisk positiv for såvel samfundet som for de kommende fjernvarmekunder i området. Spaden er nu sat i jorden og de første kunder får leveret fjernvarme fra efteråret 2012.
I løbet af efteråret har VEKS og Brøndby Fjernvarme diskuteret rammebetingelserne for, at Brøndby Fjernvarme kan få overdraget ejerskabet til projektet etapevis fra 2012.

VEKS’ funktion i Brøndby har således været ”at løbe projektet i gang”, indgå kontrakter med kunder og efterfølgende sikre etableringen af det nye lokale fjernvarmeledningsnet. Den sidste funktion bliver overdragelse af rettigheder og pligter samt den endelige anlægsfinansiering - til Brøndby Fjernvarme. Mission completed!

For VEKS har succesen været at sikre:

  • udbygning af fjernvarme i Ragnesminde
  • en fornuftig fjernvarmepris for de nye kunder i området
  • en marginal prisreduktion for alle kunder på Vestegnen - flere kunder at fordele VEKS’ faste omkostninger på
  • at bidrage til en reduceret udledning af CO2.

Det er en anden måde at måle succes på end alene fokus på bundlinje.

Kontaktperson

Direktør Lars Gullev
lg@veks.dk
D 43 66 03 13