Af banen
Banedanmark og Vejdirektoratets aktuelle anlægsprojekter kræver ombygning og flere steder ligefrem flytning af VEKS’ rør
Aktuelle anlægsprojekter
VEKS’ system påvirkes af forskellige typer anlægsprojekter:
- Udvidelser af lokale fjernvarmenet, hvor VEKS’ forsyning derfor skal øges; fx transmissionsledning til Risø
- VEKS’ rør skal udvides, da produktionen øges; fx ny affaldsforbrændingslinie hos KARA/NOVEREN
- Generel effektivisering af drift; fx for at mindske flaskehalse
- Konvertering af nuværende naturgasforsynede områder til fjernvarme (både VEKS og de lokale fjernvarmeselskaber)
- Andre store anlægsprojekter; fx ny bane København-Ringsted eller en motorvejsudvidelse - denne artikels emne
En række anlægsprojekter vil i nærmeste fremtid påvirke VEKS’ system - i nogle tilfælde må VEKS’ rør ligefrem vige pladsen. – Etableringen af den nye jernbane til Ringsted er et projekt, som vil trække mange ressourcer i VEKS, fortæller teknisk direktør Flemming Andersen, VEKS; vi er samtidig involveret i flere andre store projekter med naturgaskonverteringer og udvidelser af nettet.
Ny bane København-Ringsted
Baneprojektet er det største anlægsprojekt i nyere tid. Hér og nu er Banedanmark i gang med at projektere en ny dobbeltsporet jernbane mellem København og Ringsted via Køge. Anlægsarbejdet starter om et par år og er afsluttet i 2018. Side om side med den nye jernbane udbygger Vejdirektoratet Køge Bugt-motorvejen fra seks til otte spor mellem Greve Syd og Solrød Syd.
De to store offentlige myndigheder Vejdirektoratet og Banedanmark har meldt ud, at de i høj grad vil samarbejde og koordinere arbejdet, når de to parter i de kommende år skal stå for en motorvejsudvidelse og en ny jernbane op og ned ad hinanden.
– Men desværre også på nogle strækninger op og ned ad VEKS’ rør, siger Flemming Andersen. Særligt i Hvidovre bliver VEKS’ rør nødt til at vige for den nye jernbane, der ellers ville kollidere med transmissionsrørene. Der må aldrig være forsyningsledninger, kloakrør etc. under eller i relativ nærhed af en jernbane.
I så store anlægsprojekter må omgivelserne (deriblandt VEKS) indordne sig efter de udmeldte tidsplaner, som til tider kan være ganske stramme. Som nævnt medfører jernbanens vej gennem Hvidovre, at to kilometer af VEKS’ dobbeltrør til forsyning af Vigerslev-veksleren må udsættes for dels en ”lille” flytning dels en ”stor”. Dette projekt - som klart er det mest udfordrende og bekostelige - er netop startet med et EU-udbud om at blive prækvalificeret for at kunne blive inviteret til at give tilbud på rådgiveropgaven. Rådgiveren vælges i november og anlægsarbejdet forventes afsluttet inden udgangen af 2012. – Vi har før flyttet rør; den gang som nu bliver løsningen, at vi bygger det nye rørsystem, før det gamle nedlægges. Selve omkomblingen mellem det eksisterende og det nye system foregår over en så kort periode som muligt. Vi planlægger arbejdet, så varmeforsyningen i videst muligt omfang kan opretholdes gennem hele forløbet, fastslår Flemming Andersen.
Dyre projekter
Den nye bane påvirker også VEKS’ underjordiske bygningsværker og rør på andre strækninger eksempelvis i Vallensbæk, Brøndbyverster og i Solrød Nord. I Solrød er der flere udfordringer. For det første befinder VEKS’ rør sig midt mellem den nye bane og den udvidede motorvej; kort sagt i det terrænregulerede område, hvor Vejdirektoratet og Banedanmark skal blive enige om der groft sagt skal være en bakke eller en dal. For det andet giver man plads til jernbanen ved at sænke en vej. Dette medfører desværre, at VEKS’ rør kan blive blottet og derfor sandsynligvis må flyttes.
– Ét er, at det ikke er enkelt at flytte transmissionsrør - noget andet, at det er ganske omkostningstungt, uddyber Flemming Andersen. Hvem der bærer omkostningerne afhænger af, om man selv har rettighedsdeklaration på sine ledninger, eller om rørene ligger efter det såkaldte gæsteprincip. I det første tilfælde må anlægsmyndigheden bære omkostningen, men ligger rørene efter gæsteprincip, må man selv påtage sig udgiften, når eksempelvis Banedanmark eller Vejdirektoratet udvider.
–Der findes dog varianter af deling af udgifterne. I forbindelse med den store ombygning i Hvidovre er CTR eksempelvis betalingsmæssigt involveret, da VEKS’ rør udelukkende forsyner Vigerslev-veksleren, som leverer fjernvarmen videre til CTRs kunder i Vigerslev, slutter Flemming Andersen.