ForsideFokusområderUdviklingsprojekter › Koegeforbindelsen
Print artikelSend artikel

20. december 2011

Køgeforbindelsen

I øjeblikket analyseres muligheden for at udnytte overskudsvarme fra Køge Kraftvarmeværk via en ny forbindelse til VEKS’ eksisterende transmissionssystem

Er der samfunds- og selskabsøkonomi i at anlægge en ny 12 kilometer lang transmissionsledning? VEKS’ bestyrelse vedtog denne sommer, at projektet var en nærmere analyse værd, og bad rådgiveren Rambøll om at udarbejde et projektforslag. Projektforslaget skal afgøre rentabiliteten i at anlægge nye rør fra Køge til Solrød, hvor VEKS’ system i dag stopper.

Trafikken kan vende
Her og nu omhandler kapacitetsproblemerne overskudsvarme fra Køge Kraftvarmeværk, hvor VEKS’ system vil kunne aftage fjernvarmen til anvendelse i transmissionssystemet. Køges lokale behov vil stige i takt med, at kunderne kobles på det nye fjernvarmesystem. Omvendt vil trafikken måske vende, da der senere kan blive behov for at forsyne Køge Fjernvarme fra VEKS’ transmissionssystem, hvis kapaciteten på det lokale kraftvarmeværk ikke rækker. 
I Rambølls analyse opereres med forholdsvis pessimistiske forudsætninger for ikke at tegne et forvrænget positivt billede. Der er eksempelvis ikke medregnet eventuel energiproduktion fra et kommende biogasanlæg (samarbejde mellem CP Kelco og Solrød Kommune) i lokalområdet. Projektforslaget opererer heller ikke med yderligere konvertering af naturgasområder langs den nye strækning.

Hurtig afgørelse
Konkret vil projektforslaget i korte træk inden for det tekniske område indeholde vurderinger af blandt andet hydraulik, dimensionering af rør, pumpekapacitet, forslag til rørføring, organisation, tidsplan, omkostningsfordeling etc. Alle disse analyser munder ud i beregninger af projektets samlede samfunds- og selskabsøkonomi. Rambøll vil i starten af det nye år aflevere projektforslaget, så VEKS kan træffe afgørelsen om den potentielle nye rørstrækning til Solrød. Projektforslaget skal desuden danne grundlag for godkendelse af projektet i forhold til Varmeforsyningsloven.

Kontaktperson

Teknisk direktør
Flemming Andersen
fla@veks.dk
D 43 66 03 15