Forsøgsprojekter før projekter
Demonstrationsprojekter er grundlaget for effektiv energirenovering - ifølge Plan C
Plan C
Læs mere om Plan C og se konkrete forsøgsprojekter
www.plan-c.dk
Mange energirenoveringsprojekter opfylder ofte ikke forventningerne, fremgår det af det seneste nyhedsbrev fra Plan C; en del af klima- og energi-samarbejdsprojektet Gate21.
Deri omtales flere rapporter fra eksempelvis Statens Byggeforskningsinstitut og AlmenNets. Deres analyser konkluderer blandt andet, at renoveringsarbejdet udover at være et lavprioriteret område i de fleste tilfælde ikke medførte de energibesparelser, som beregninger indledningsvis pegede på. Samtidig påpeges behovet for demonstrationsprojekter til læring i energibranchen.
Væk fra skrivebordet
Plan C udtrykker det således: "Plan C arbejder meget konkret med at gennemføre forsøgsprojekter, som skal hjælpe nye løsninger og koncepter fra skrivebordet ud i den eksisterende bygningsmasse. Vi samler forskere og byggeriets offentlige og private aktører og afprøver i fællesskab ambitiøse forsøg med lovende teknologier og løsninger. På den måde får vi en uvurderlig indsigt i fordelene ved at gøre andre tiltag end de mest oplagte i forbindelse med traditionelle renoveringer. Det er med til at sikre større energibesparelser ved fremtidige renoveringer.
Plan C’s tilgang til forsøgsprojekter er, at de skal anskueliggøre det fulde energibesparelsespotentiale i det pågældende miljø og den pågældende bebyggelsestype."