Fjernvarme - langt ud over grænsen!

Et dansk udviklet software-værktøj fremmer udbredelsen af fjernvarme over hele verden

De færreste skænker fjernvarmen mange tanker, skønt den står for effektiv opvarmning af 60% af de danske boliger. Fjernvarmen har været en selvfølgelighed, siden det første fjernvarmesystem blev etableret på Frederiksberg i 1903.
Men sådan er det ikke i mange andre lande. Mange steder er der begrænset udbredelse, og man kender ikke fjernvarmens mange fordele i forhold til samfund, økonomi og miljø. 

Som omtalt andetsteds i denne udgave af VEKSleren fokus-erer Kina nu for alvor på at effektivisere og omlægge den kinesiske fjernvarmesektor. Og hér er den danske Energistyrelse blevet tildelt en væsentlig rolle - ikke mindst med udvikling af software til planlægningsformål. I september 2017 lancerede Energistyrelsen et nyt software-værktøj - District Heating Assessment Tool (DHAT) -, der anvendes til at vurdere omkostninger og fordele ved fjernvarme sammenholdt med individuel opvarmning.

Danmark har en førende position inden for bæredygtig energi, energieffektivitet og miljøvenlige fjernvarme, og dette værktøj vil blive et vigtigt redskab til at udbrede viden om varmeplanlægning i resten af verden. Værktøjet bygger på de danske erfaringer med omkostningseffektiv fjernvarme med lav CO2-belastning - skabt for at fremme en grøn omstilling. Det nye værktøj vil aktuelt anvendes i Kina, men det er tilgængeligt for alle - konsulenter, private borgere eller myndigheder - over hele verden.

VEKS varetager på vegne af Energistyrelsen de danske interesser i IEA’s arbejdsgruppe for fjernvarme (IEA ExCo DHC). Derfor har vi sikret, at de involverede deltagerlande (USA, Canada, Sverige, Norge, Finland, Storbritannien, Tyskland, Østrig og Sydkorea) nu også har fået adgang til værktøjet DHAT.

Så selv om Danmark er et lille land, har vi alligevel mulighed for at præge fjernvarmeudviklingen verden rundt: Vi har komponentproducenterne, rådgiverne, aktive myndigheder og forsyningsselskaber, der agerer showroom for fjernvarmeteknologiens anvendelse - og dermed udbredelse.

VEKS' infoportal

Citat

Kraftvarmesagen i Hovedstadsområdet var vel nok en af de politisk mest komplicerede, el-sektoren havde været involveret i bortset fra sagen om kernekraft. Modsat den var forløbet i kraftvarmesagen koncentreret til få år mellem 1979 og 1982/83. Derfor og fordi udbygningen med kraftvarme blev virkeliggjort, blev kraftvarmesagen mere dramatisk med et absolut højdepunkt i 1982.


(Citat fra Søren Federspiel: Dynamikken bag energien, 2002, p252)
Web Analytics