Rejsegilde

Rejsegilde for VEKS’ kommende spidslastcentral ved Risø - et vigtigt nyt bidrag til VEKS' forsyningsstrategi

Tirsdag den 25. oktober var det blevet tid til at holde rejsegilde for VEKS’ kommende Spidslastcentral Risø.
Anlægsarbejdet startede den 1. maj 2016 og byggeriet forventes afsluttet i foråret 2017. 

Hvorfor har vi historisk tradition for at fejre rejsegilde?
– Byggeprojektets succes afhang mere af gudernes humør end af håndværkernes dygtighed. For at berolige eventuelle onde ånder blev taget pyntet med planter, der indeholdt gode ånder, og de skulle så give gode kræfter videre til huset, så det blev sikkert at bo i, fortalte Lars Gullev, VEKS’ direktør i sin tale, og fortsatte: – Sådan er det heldigvis ikke i dag. Det handler om at takke håndværkerne på byggeprojektet, og dermed give det nybyggede hus en god start.



Speciel arkitektur

Da VEKS skulle anlægge en ny transmissionsledning fra Marbjerg til Risø medførte det også anlæg af vekslerstation og spidslastcentral - etableret sammen - i området omkring DTU Risø. 
Vekslerstationen er etableret under terræn, mens spidslastcentralen, som rejsegildet omhandler, er placeret på terræn med kælder til tekniske installationer.

Intentionen har været at skabe en bygning, som både respekterer Risøs bygningsmæssige kontekst og placerer sig ind i landskabet. 

Der er tale om en stor bygning - udgør i alt 1.055 m2 brutto. I terrænniveau er den organiseret med kedelhal mod nord og lukkede rumfunktioner mod syd. I bygnin-gens kælder findes installationer mv.

Bygningen bliver udformet som en græsfold, der skyder sig op gennem terrænet til en tagvinkel på 15 grader. Taghældningen harmonerer med hældningen på hoved-delen af Risøs øvrige bebyggelse. Bygningens idé er, at illustrere et løft af terrænet, hvorunder spidslastcentralen etableres. Bygningskroppen er 9,1 meter over terræn på sit højeste punkt - bygningens skorsten dog 18 meter over terræn.

Bygningens øst- og vestvendte facader beklædes med bronzefarvede aluplader med et udstandset hulmønster. Østfacaden mod Frederiksborgvej er en dobbeltfacade med bagvedliggende glaspartier, der åbner bygningen op visuelt til lys og eventuel aktivitet. 
– Når bygningen står færdig vil den fremtræde som noget specielt - og her skal lyde en stor tak til Risøs arkitekt og Bygningsstyrelsen. Uden deres input kunne vi risikere, at der blot havde stået en normal ”legoklods-bygning”, understregede Lars Gullev.


Bygningens elementer
I første omgang opføres én kedel på 12 MJ/s, men centralen er forberedt til senere udbygning med yderligere to kedler - til i alt 36 MJ/s.
VEKS’ overordnede forsyningsstrategi bliver løbende vurderet med henblik på, om der er behov for ekstra kapacitet. At der netop bliver bygget ved Risø skyldes, at det er hensigtsmæssigt at placere en spids- og reservelastcentral her ”for enden af” ledningen. Den kan både forsyne VEKS’ transmissionssystem og den lokale fjern-varmeudbygning fra Marbjerg til Risø.
Dertil kommer, at den nye central er en fremtidssikring ift. en række lokale udbygninger ved Himmelev og tilkobling af Risø - og evt. senere fjernvarmeudvidelse læn-gere mod nord mod Jyllinge.


Fakta om VEKS

* 170.000 husstande
* 135 km dobbeltrør; ø100 - ø800
* 56 vekslercentraler
* 29 spidslastcentraler
* 14 pumpestationer
* 20 kunder; Vestegnens lokale fjernvarmeselskaber
* Hundredevis af store slutkunder i Køge Fjernvarme og Tranegilde Fjernvarme