Varm modtagelse i Køge

En interimcentral på 5 MW i nærheden af politistationen i Køge står foreløbig for at producere fjernvarmen til de første kunder

30. oktober 2013

Det nye fjernvarmesystem i Køge forsyner nu de første syv kunder - alle af ikke ubetydelig størrelse; Køge Gymnasium, SKAT, Ellemarken Skole etc.

– Vi har oplevet en stort set problemfri opstart, bemærker Per Lundberg, driftsleder for VEKS’ distribution. Kunderne er i øvrigt meget tilfredse med den store pladsbesparelse, de har opnået ved at skifte kedlen ud med en fjernvarmeinstallation. Men flere har også bemærket, at de med fjernvarmen nu er sluppet af med ganske mange støj- og lugtgener.

– Der har gennem processen været et godt samarbejde mellem kunden, os hos Køge Fjernvarme og entreprenøren, der står for brugerinstallationerne, konstaterer Per Lundberg; det er formentlig hovedforklaringen på, at processen har kørt upåklageligt. Kunderne bliver indtil videre forsynet fra midlertidige gaskedler (interimcentraler), som ved årsskiftet bliver afløst af ”rigtig” fjernvarme fra Køge Kraftvarmeværk.