Vores værk fylder 25

Blok 1 på Avedøre Holme har gennem sit første kvarte århundrede været en vigtig medspiller

23. september 2015

VEKS’ bidrag til 25 års jubilæums-skriftet for Avedøreværkets blok 1, oktober 2015

I dag er alene varmesektoren non-profit, men for 25 år siden var elmarkedet også gennemreguleret med loft for indtjeningen. ”Måske var det også en af grundene til, at man ikke partout skulle skære ind til benet og for eksempel spare arkitekterne væk, som det ellers tit sker i industrielt byggeri”, vurderer Lars Gullev, direktør i VEKS. 

Vores værk
Skulle der bygges et eller to nye kraftvarmeværker i Københavnsområdet? Og - viste det sig vigtigst af alt - hvor? VEKS’ daværende formand Finn Aaberg engagerede sig i de lange og drøje forhandlinger bag beslutningen om de to nye værker i Københavnsområdet: Amagerværket blev udbygget med en ny blok 3, mens Vestegnen med Avedøreværkets blok 1 fik sit første ’eget’ kraftvarmeværk. 
”Med fare for at lyde banal betød det faktisk meget for hele VEKS-projektet, at værket blev bygget på Vestegnen og er lokalt synligt. Faktisk er det lidt ’vores’ værk”, konstaterer Lars Gullev. 
”Samtidig frygtede vi også for, om varmen mon nogensinde ville nå helt ud til os, hvis der kun blev bygget ét stort værk på Amager…”, siger han med et smil.
 
VEKS har et skæbnefællesskab med Avedøreværket; parterne er forudsætninger for hinanden. Da Avedøreværkets første blok stod klar i 1990, havde VEKS længe manglet det værk - ikke mindst på grund af en rimelig varmepris.  

Markant arkitektur
Avedøreværket bærer præg af, at bygherren lagde vægt på arkitektur og design, hvor værket ikke måtte syne større end nødvendigt. 

”De skrå linjer giver indtryk af, at værket nærmest trykker sig ned i jorden. Og det står så flot - også de to søsterblokke indbyrdes. Det er et lækkert værk”, konkluderer Lars Gullev. 

”Midt i strømmen af fortjente design- og stålpriser skal vi jo ikke glemme, at værket har kørt fantastisk stabilt i nu 25 år. Der ligger simpelthen masser af godt håndværk bag Avedøreværket”, siger Lars Gullev.

Før Blok 2 så dagens lys blev de to akkumulatortanke på Avedøreværket sat i drift. VEKS har finansieret en tredjedel af tankanlægget, og de har fra dag ét været en vigtig buffer i systemet og sparet Vestegnen fra at brænde megen dyr spidslast.
Samme hammel
VEKS’ samarbejde med Avedøreværket har gennem tiderne antaget mange forskellige former - lige fra kontraktforhandlinger med millioner og milliarder på spil til hjælp med rundvisninger for VEKS’ gæster.
”Selvom DONG Energy mildest talt er en kæmpestor forretning sammenlignet med VEKS, har vi altid mødt respekt, og vores uenigheder er håndteret på et oplyst, resultatorienteret grundlag. 
Den seneste milepæl i samarbejdet er VEKS’ og DONG Energys aftale om grøn omstilling af Avedøreværket, som også kræver en levetidsforlængelse. Selvom værket snart vil være omstillet til 100 procent biomasse, sker det ikke på bekostning af forsyningssikkerheden. Værket kan inden for få timer omstilles til andre brændsler.

”Vi er stadig stolte af vores værk, som trods sin høje alder lever fuldt ud op til sit renommé som et af verdens mest fleksible, grønne og effektive multifuelværker”, slutter Lars Gullev.