Tre skorstene, tre historier

Hvordan greb Brøndby Fjernvarme opgaven an, da de tre skorstene skulle kunstudsmykkes?

25. august 2011

Af Franz Hansen, Driftsleder, Brøndby Fjernvarme A.m.b.a.

Brøndby Vester (til venstre)
Skorstenen på Vester centralen er 125 m høj og 8 m i diameter ved foden. Den blev oprindelig opført for at bortlede røg fra såvel fjernvarmecentral som det daværende sammenbyggede affaldsforbrændingsanlæg. Da affaldsforbrændingsanlægget på grund af skærpede miljøkrav blev nedlagt, overvejede man at rive skorstenen ned til fordel for en lavere fjernvarmeskorsten. Men efter ønske fra Brøndby Kommune blev det besluttet at bevare den høje skorsten.
Kunstneren Bjørn Rødding fik til opgave at transformere skorstenen til et lokalt vartegn. Hans forslag var at anvende hvid og forskellige blå farvenuancer med en enkel rød vinkel på den nederste del af skorstenen. Det blå og hvide motiv skulle være en harmonisk forgrund til en dansk, blå sommerhimmel med store hvide skyer. Skorstenen i Brøndby Vester var den første udsmykkede fjernvarmeskorsten i Danmark, og blev foregangsbillede for en række andre danske skorstene dekoreret af Bjørn Rødding i eksempelvis Greve, Solrød og Roskilde - samt husgavle i København.

Brøndby Øster (midt)
Eftersom udsmykningen af skorstenen ved Brøndby Vester-centralen blev en lokal succes, rullede projektet videre til skorstenen ved Brøndby Øster-centralen, som er 92 m høj, og 6 m i diameter ved foden. Her besluttede Brøndby Fjernvarme at invitere alle borgere i Brøndby Kommune til en udsmykningskonkurrence. Hos fjernvarmeværket hentede borgerne pap-rør, som de kunne dekorere med deres kunstneriske forslag. Fjernvarmeselskabet havde nedsat en dommerkomité med kommunens borgmester, formanden for kommunens kulturudvalg samt repræsentanter for lokale grundejerforeningen i umiddelbar nærhed af skorstenen.
I alt indkom 40 forslag, hvor 1. præmien blev honoreret med et mini-cruise fra København til Oslo mens 2. præmien blev honoreret med et weekend ophold på hotel - begge finansieret af Brøndby Fjernvarme. Isoleret set var det økonomisk væsentligt billigere for Brøndby Fjernvarme at invitere til denne udsmykningskonkurrence end at engagere et professionelt design-firma. Samtidig var den positive sideeffekt, at der opstod en høj involvering og et lokalt engagement til stor værdi for fjernvarmens omdømme.
Konkurrencen blev vundet af et forslag, hvor balloner i forskellig farver stiger mod himlen på en lys blå baggrund som en sommerhimmel.

Brøndby Strand (til højre)
Nu manglede kun den sidste skorsten på Brøndby Strand centralen, som er 125 m høj, og 8 m i diameter. Her kontaktede Brøndby Fjernvarme en lokal kunstforening, der dog ikke kom med brugbare ideer. Derfor genererede medarbejdere hos Brøndby Fjernvarme selv ideen til udsmykningen. Da centralen kun ligger godt 1.000 m fra Køge Bugt var det nærliggende at skabe en sammenhæng mellem skorstenen og det maritime miljø. Det blev derfor besluttet at udsmykke skorstenen med lette hvide skyer og havmåger på en lys blå baggrund.
Som for de øvrige to skorstene var det også her væsentligt at anvende en baggrundsfarve, der matchede den blå himmel.