Kampen om kraftvarmen (case 1, årsrapport 2009)

Hvad drev 11 borgmestre til i starten af 80’erne at kaste sig ud i et af landets største anlægs-projekter?

2009 blev året, da VEKS fejrede sit 25 års jubilæum og i øvrigt havde afdraget sin gæld på næsten 2,5 milliarder kroner.
Men hvad lå egentlig bag den store beslutning? Hvad fik ti borgmestre på Vestegnen til selv at tage teten? Hvordan turde man sætte sig op imod magtfaktorer som den samlede el-sektor og Københavns Kommune?
Der udspillede sig et energipolitisk drama fra slutningen af 70’erne til 1982, hvor en af hovedrollehaverne var Finn Aaberg, Albertslunds borgmester fra 1978 til 2010.
Aaberg var initiativtager til ideen om, at Vestegnen selv skulle løfte opgaven og anlægge et system, som kunne udnytte kraftvarme. Aaberg blev senere den første formand for VEKS - en post han stadig beklæder, efter VEKS har rundet sine første 25 år.

Vestegnen kan selv
Bilfri søndage, radiatorerne skruet ned så termometeret viste 19 0C, stadsstuen lukket ned for vinteren…
Efter oliekriserne i 70’erne blev der i Danmark dels fokuseret på den problematiske afhængighed af olien, dels at vi skulle blive bedre til at udnytte energien effektivt. Dette banede vejen for kraftvarmen. Ved at udnytte overskudsvarmen fra el-produktionen får man mere end fordoblet energieffektiviteten til glæde for miljøet og samfundsøkonomien.
NESA stod for størsteparten af elforsyningen til kunderne på Vestegnen. I NESAs optik var det derfor nærliggende, at de skulle stå for at anlægge et transmissionssystem, som kunne bringe varmen fra store centrale værker ud til de lokale allerede eksisterende fjernvarmenet. NESA holdt individuelle møder med Vestegnskommunerne, men samlede også alle involverede parter i efteråret 1979 for at nå en afklaring. ”Men hvis NESA kan, kan Vestegnen også”, mente Aaberg, og skød NESAs plan ned: Vestegnen ville selv overtage opgaven om at planlægge et system for varmetransmission.
Ét er dog selv at være overbevist om de kolossale fordele ved kraftvarme, noget andet at få overbevist sine politiske kolleger på Vestegnen. ”Den indre overbevisning er helt afgørende. Hvis du for alvor har set lyset og forstået konsekvensen af et genialt koncept, er man nået langt i processen. Og intet rationelt talte mod VEKS’ fødsel”, husker Aaberg. ”Pas på ham – han er ideolog”, sagde en borgmesterkollega.
Aaberg havde altså ingen tvivl i forhold til kraftvarme; ved at udnytte energien optimalt kan man opnå en samfundsøkonomisk besparelse med kolossale miljømæssige fordele. ”Er man selv helt overbevist om projektets gang på jord, kan man jo netop med stort engagement forsøge at overbevise andre om det enestående i, at Vestegnen skulle have sit eget kraftvarmesystem”, siger Aaberg, som dog understreger, at ens troværdighed som agitator i så store økonomisk og politisk tunge projekter primært afhænger af teknisk-faglige argumenter.

Møder - mange møder
Særlige forhold på Vestegnen gjorde, at man havde det fornødne politiske vovemod til selv at ville løfte opgaven. I el-sektoren var der adskillige magtkampe mellem dels Elkraft og producenterne, dels mellem producenterne indbyrdes. ”Vi kendte egentlig ikke så meget til disse magtstrukturer, men var mere optagede af politikken på energiområdet”, husker Aaberg; kunne vi som kommuner være med til at bære større samfundsopgaver?
El-produktionen var dengang stærkt reguleret til forskel fra i dag, hvor den drives af markeds-økonomiske interesser. ”El-sektoren var koncentreret om, ja, elektricitet. Der var enorm eks-pertise inden for såvel økonomi og teknik, men branchen manglede det samfundsmæssige helhedssyn. Samtidig anså producenterne afgjort kraftvarme som et spild-/biprodukt til elektriciteten – branchen var faktisk ikke deres miljø- og samfundsansvar bevidst”, erindrer Aaberg.
Grundlaget for det, som senere blev til VEKS, var møder; mange møder, men på Vestegnen var den politiske vilje til stede fra starten. Rent praktisk tog Aaberg initiativ til en lang række møder med kommunernes borgmestre og politikere, og man arrangerede flere fælles orienteringsmøder for at finde det fælles fodslag. Uafhængighed gennemsyrede forhandlingsklimaet, husker Aaberg.
Selvstændighedstrangen bredte sig efterhånden på Vestegnen; man ville gerne selv påtage sig ansvar og indflydelse på fjernvarmen – ligefrem blive direkte part i projektet. Samtidig er den danske politiske struktur og kultur åben for, at kommunerne tager initiativ til at danne selskaber på tværs af de kommunale grænser og dermed løfter en samfundsmæssig opgave.
Den 6. september 1982 resulterede kommunernes forarbejde i, at de 11 Vestegnskommuner dannede VEKS’ Planlægningsselskab, som skulle stå for udbygningsplaner, økonomiske kalkuler, den fælleskommunale organisation, teknisk udvikling, vedtægter, lovgivning og meget andet.

Lokal forankring
”Når man som politiker engagerer sig i et projekt af VEKS’ størrelse, baner det jo også vejen for den nødvendige forankring af fjernvarmeprojektet i ens lokalområde”, minder Aaberg om. Det var jo de kommunale varmeplaner, som skulle udstikke områder for dels fjernvarmen dels naturgasprojektet. Naturgassen var sideløbende ved at blive spredt ud i hele landet, men ifølge Aaberg var der dengang ikke de store sværdslag mellem gas og fjernvarme på Vestegnen.
Sideløbende med de mange orienterende og koordinerende møder kommunerne imellem udkom i maj 1982 en rapport fra Hovedstadsområdets Kraftvarmegruppe - kaldet Bülow-udvalget - nedsat af energiminister Poul Nielson (S). Rapporten analyserede dels potentialet for udnyttelse af kraftvarme dels kom den med anbefalinger inden for kapacitetsudvidelser. ”Rapportens miljø- og samfundsøkonomiske argumenter passede fint med de diskussioner vi havde på Vestegnen. Igen kom der pragmatiske og tekniske argumenter på bordet - ikke noget trylleri”, husker Aaberg.
”Der opstod nok en særlig gensidig respekt - nogle vil nok kalde det alliance - mellem Poul Nielson og mig. Vi kendte ikke hinanden før kraftvarmesagen, men var meget enige om mål og midler, siger Aaberg i dag og konstaterer, at de gode samarbejdsrelationer nok også virkede som en rød klud på de politiske kolleger i København, der traditionelt set havde haft stor indflydelse på nationalpolitikken.

Med eller uden København
Udefra betragtet kan det synes mærkværdigt, at man i hovedstadsområdet har to transmissionsselskaber i stedet for blot ét. Fra starten har CTR og VEKS haft et nært samarbejde - senest er det sammen med KE blevet udvidet til ”Varmelast.dk”, hvor man optimerer den samlede fjernvarmedrift i hovedstadsområdet.
Politikerne på Vestegnen havde ikke just de mest positive politiske erfaringer med København; der var en gammel sag om vandindvindingsretten på Sjælland, hvor mange mente, at København tog overpris. På Vestegnen havde man det også svært med københavnernes storebrorsyndrom og ikke mindst historiske særstatus i forhold til politikerne ”nede på” Christiansborg.
”Først og fremmest var vi sikre på, at vi kunne selv, men vi havde nok også en frygt for, at københavnerne (igen) skulle tjene penge på varmetransmissionen”, siger Aaberg, og understreger, at den politiske generationskløft mellem de unge rebeller på Vestegnen og daværende overborgmester Egon Weidekamp i København også betød meget for forhandlingsklimaet.
Egon Weidekamp sagde i 2002: ”De politiske modsætninger gik snarest mellem de erfarne politikere og de nye, der ved kommunalvalget i 1978, rykkede ind i kommunalbestyrelserne og især i Borgerrepræsentationen. Det var nye uprøvede folk, der skulle ind og være politikere, men de havde ingen politisk opdragelse eller erfaring og troede politik bestod i konfrontation og kamp. Med det rykind af nye folk forsvandt for en stor del den politiske kultur og livsanskuelse, jeg var opdraget i” (Citat fra Søren Federspiel: Dynamikken bag energien, 2002, p215)
”På Vestegnen havde vi også en langt mere åben politisk kultur modsat den lukkede praksis på Københavns Rådhus, hvor beslutningsprocessen til tider var lidt svær at gennemskue”, konstaterer Aaberg i dag.

Et eller to nye værker
Diskussionen om at udvide el-produktionskapaciteten på Sjælland rullede fra slutningen af 70’erne. Skulle der bygges et eller to værker? Og - viste det sig vigtigst af alt: Hvor?
Hvad var formålet med at bygge kraftvarmeværker: Behovet for kraft eller varme?
I starten af firserne kunne man i Elkraft ikke nå til enighed om mange forslag til placering af værkerne. Poul Nielson understregede i marts 1982, at man i analyserne skulle prioritere varmeplanlægning i forhold til el-selskabers interesser. Poul Nielson agiterede i samme periode mest for én storværksløsning – placeret på Avedøre. Dette passede også Vestegnen bedst. ”Vi var bekymrede for, om varmen med en Amagerplacering nogen sinde ville nå helt ud til Vestegnen”, siger Aaberg. Med et værk på Avedøre Holme ville forsyningslinjerne blive langt kortere. ”Det betyder altså også en del for det lokale engagement og forankringen af kraftvarmeprojektet, at man rent faktisk kan se værket i lokalområdet”, understreger Aaberg.
Drama og nøl karakteriserede forhandlingerne, som først fik en ende, da den nyudnævnte energiminister Knud Enggaard (V) i september 1982 skar igennem med beslutningen om to værker - ét på Amager og ét på Avedøre Holme. To mindre værker er mindre sårbart end ét stort, hvilket også minimerer varmeudvekslingsbehovet. De to værker udgør i dag den væsentligste produktion til det storkøbenhavnske transmissionssystem for kraftvarme.
Aaberg opsummerer: ”Jeg har det virkelig svært med indbildske personer, så med fare for selv at lyde sådan, er det i dag fantastisk at se tilbage på VEKS-projektet, der i den grad blev en succes for både miljø og samfund. Det mest mærkværdige er, at man i mange teknologisk højtudviklede lande først nu er ved at få øjnene op for det geniale kraftvarmekoncept”.

Citat

Kraftvarmesagen i Hovedstadsområdet var vel nok en af de politisk mest komplicerede, el-sektoren havde været involveret i bortset fra sagen om kernekraft. Modsat den var forløbet i kraftvarmesagen koncentreret til få år mellem 1979 og 1982/83. Derfor og fordi udbygningen med kraftvarme blev virkeliggjort, blev kraftvarmesagen mere dramatisk med et absolut højdepunkt i 1982.


(Citat fra Søren Federspiel: Dynamikken bag energien, 2002, p252)