Der er arbejde i fjernvarme

Køge Fjernvarme skaber alene 80 jobs årligt - i cirka otte år frem

Alt i alt vil Køges nye fjernvarmesystem dække over cirka 90 km rør. Og anlægsarbejdet skrider planmæssigt frem. Indtil videre er der lagt forsyning ud i den sydvestlige del af Køge by, og der arbejdes på området i Køge Havn. Ud over de mange kilometer rør i jorden omfatter fjernvarmesystemet også to spidslastcentraler og en pumpestation.
Selve anlægsarbejdet i Køge giver direkte job til cirka 80 medarbejdere - derudover har det også jobskabende virkninger indirekte for producenter, rådgivere, transportsektoren etc.

Fremgang i sektoren
Men ikke kun i Køge er der jobs i fjernvarmen. For den samlede sektor anslår en undersøgelse fra Dansk Fjernvarme, er der i 2013 sat gang i fjernvarmeprojekter for i alt fem milliarder kroner. Projekter som skaber cirka 6.000 arbejdspladser - heraf knap halvdelen i direkte afledte jobs.
Dansk Fjernvarme siger blandt andet videre i en pressemeddelelse: 63 procent af de danske boliger har fjernvarme. På EU-plan har man mindre end 12 procent fjernvarme, og da man i vore nabolande årligt spilder energi for omkring 500 milliarder euro, så er der nu kæmpe fokus på energieffektivisering. Også fordi det vil give et kæmpe fald i udledningen af CO2 i stedet for massivt forbrug af fossile brændsler som kul og naturgas.
Potentialet for den danske fjernvarmeindustri er enorm. Det er danske virksomheder som kan levere ikke blot rør, målere og pumper men rådgivning, know-how og helhedsløsninger til især EU’s og verdens storbyer. Det skaber en række nye job.
Fjernvarmeindustrien forventer således en eksportfremgang på mindst 3,5 milliarder kroner og et par tusinde ekstra job frem mod 2015.

Forsyningssikkerhed
Køge Kraftvarmeværk (billedet) bliver i første omgang den eneste fjernvarmeleverandør, og har derfor i det seneste år været igennem en større renovering. Det har medført en opnormering mandskabsmæssigt - se VEKS’ verden på bagsiden af VEKSleren.
Der er desuden nye arbejdspladser i andre VEKS-projekter. VEKS er i færd med at etablere en ny forbindelse fra den sydlige del af VEKS’ transmissionssystem til Køge. Den primære årsag er, at man skal udnytte overskudsproduktionen fra Køge Kraftvarmeværk, idet Køge Fjernvarme endnu ikke har så mange kunder og dermed ikke det store varmeaftag. Den nye rørstrækning forventes klar til at transportere Køge-overskudsvarme ind i VEKS’ system fra efteråret 2014.
På den lange bane kan varmen også transporteres modsat, hvilket vil øge forsyningssikkerheden til kunderne i Køge.
Andre jobs skabes sideløbende. I disse uger søger VEKS en driftsleder til at stå for økonomi og drift af det nyetablerede Køge Fjernvarme samt Tranegilde Fjernvarme; et industriområde i Ishøj/Greve.

Vestegnens fjernvarme