Et intelligent afgifts- og tilskudsregime efterlyses

Risiko for fejlinvesteringer, hvis fjernvarmesektoren ikke snart får en afklaring

Så kom ”Effektiviserings-rapporten” på bordet - i fjernvarmekredse bedre kendt som ”Ib Larsen rapporten”. Nu ligger det klart, at fjernvarmebranchen skal i gang med målrettet benchmarking med såvel generelle effektiviseringsmål for sektoren som helhed såvel som individuelle effektiviseringsmål for det enkelte selskab. 

Der bliver ikke tale om indtægtsrammer, men om omkostningsrammer. Sektoren skal fra 2020 kunne sandsynliggøre årlige besparelser på 500 millioner kroner. I første omgang er de mindste fjernvarmeværker undtaget.

Det er meget væsentligt for fjernvarmesektorens videre udvikling, at udvalget bag rapporten påpeger, at effektiviseringskravene skal være rimelige. Når selskaberne skal effektivisere, skal det ske uden at gå på kompromis med hverken kvalitet eller forsyningssikkerhed. 

Dette har betydning ikke alene for de mange fjernvarmekunder, men også for de mange danske firmaer, der i dag producerer komponenter til sektoren. Uden et velfungerende hjemmemarked bliver det vanskeligt at eksportere dansk fjernvarmeteknologi og dermed sikre danske arbejdspladser.

Fjernvarmesektoren har allerede i dag fokus på effektiviseringer, hvorfor målet på de 500 millioner kroner/år ikke er den største udfordring i forhold til at kunne levere et konkurrencedygtigt produkt til fjernvarmekunderne.

Nej - det alt overskyggende problem er, at afgifts- og tilskudsanalysen endnu ikke har set dagens lys. Det brede folketingsflertal bag Energiaftale 2012 besluttede at undersøge, om energiafgifterne og tilskuddene til vedvarende energi gav de rigtige incitamenter til at sikre en grøn omstilling af Danmarks energisystem. Den 3. september 2013 oplyste den daværende regering, at man ville sætte gang i en analyse af afgifts- og tilskudsanalysen af energisystemet. Og der arbejdes stadig.

Den manglende afklaring af disse helt afgørende rammebetingelser betyder, at energisektoren kan risikere fejlinvesteringer, der er væsentlig større end effektiviseringskravet. Derfor er det stærkt påkrævet, at vi snart ser en afgifts- og tilskudsanalyse, der kan samle energisystemet på en intelligent og sammenhængende måde.



Kontakt

CO2-reduktion

VEKS' bidrag til et renere miljø: Vestegnen spares årligt for knap 500.000 tons CO2

Kraftvarme

Man producerer elektricitet (kraft) og varme samtidigt; deraf navnet "kraftvarmeværk"