Dansk/kinesisk samarbejde

Et endnu tættere samarbejde udvikles

Den danske energistyrelse og det kinesiske National Energy Conservation Center (NECC) underskrev den 18. oktober 2017 en aftale om et dansk/kinesisk energieffektiviseringsprojekt. Med afsæt i de danske erfaringer er målet, at det nye pilotprojekt bidrager til udviklingen af guidelines til en varmeplanlægningsmetode, der kan bruges i fremtidige fjernvarmeprojekter i Kina.

Projektet introducerer og demonstrerer avancerede danske metoder, teknologier og erfaringer inden for energieffektivitet og fjernvarme. Og det handler ikke kun om visioner og planlægning. Ord er omsat til et konkret pilotprojekt, som skal implementeres i Tongchuan City i Shaanxi-provinsen. Her vil man analysere mulighederne for at øge energieffektiviteten og udnytte overskudsvarme fra blandt andet kraftværket Huaneng Tongchuan Zhaojin.

Denne projektaftale er blot ét resultat af en lang række andre energisamarbejder med Kina. Samspillet mellem de to lande startede med en hensigtserklæring om klimaændringer og energieffektivitet, som i 2013 blev underskrevet af den nationale Udviklings- og Reformkommission fra Folkerepublikken Kina samt Energi-, Forsynings, og klimaministeriet.  Sidenhen er igangsat et nyt treårigt dansk/kinesisk samarbejde mellem Energistyrelsen og NECC  med fokus på fjernvarme og energieffektivitet.  


VEKS' infoportal