Fjernvarmen ER allerede effektiv - og vi forbedrer os fortsat

Når branchen bliver hængt til tørre i en kronik i Børsen, kræver det også en kommentar fra Vestegnen

11. august 2015
VEKS' varmeleverandør: Avedøreværket, Ørsted - pumpestation
Kommentar af Lars Gullev, VEKS' direktør

Faktuelle misforståelser præger desværre en række konklusioner om effektivisering af fjernvarmesektoren i Børsens kronik bragt den 5. august - forfattet af Joachim Sperling, direktør i Axcelfuture.

Én påstand er, at det non-profit-princip, der gælder for den danske fjernvarmesektor hindrer at sammenlægge fjernvarmeselskaber. Dette er faktuelt forkert. Hundige Fjernvarme, som Joachim Sperling selv fremhæver som et godt eksempel på et fjernvarmeselskab med lave fjernvarmepriser, fusionerede for få år siden med Greve Strandby Fjernvarme til det veldrevne, forbrugerejede non-profit-selskab Greve Fjernvarme.

En anden påstand er, at vi har utrolig mange små værker, der er ineffektive og dyre i drift. Det er korrekt, at Danmark har mange små værker. Men mange af de små værker har fungeret under rammebetingelser, der ikke tillod frit brændselsvalg (barmarksværkerne). For nogle af disse værker er rammerne heldigvis i de seneste år blevet ændret til frit brændselsvalg, hvilket har givet store prisbesparelser. Andre værker er købt af varmekunderne fra kommercielle aktører, hvilket hos eksempelvis Slagslunde Fjernvarme har reduceret varmeprisen med 33 %.

En tredje påstand er, at de fleste fjernvarmeværker i Danmark er kommunalt ejet. Igen en faktuel misforståelse, da omkring 83 % af selskaberne - ifølge Energitilsynet - er forbrugerejede, mens 12 % er kommunalt ejede.

Billigere varme i Danmark
Sammenligner vi de danske fjernvarmepriser med vore nabolande Sverige og Tyskland kan vi konstatere en (for nogle) meget overraskende kendsgerning. Korrigeret for skatter og afgifter leverer Danmark billigere fjernvarme til kunderne end de kommercielle markeder i Sverige og Tyskland. Dette er oven i købet til trods for de føromtalte dels forbrugerejede dels kommunalt ejede selskaber underlagt non-profit-princippet… Man kan finde dokumentation herfor i rapporten ”Kommercialisering eller samfundsnytte? Fjernvarmen under lup” udarbejdet af tænketankene CEVEA og Grøn Energi - offentliggjort juli 2015.

Fjernvarmesektoren er mere end åben for at udnytte de store mængder vindmøllestrøm, der i dag eksporteres til vore nabolande til lave priser. Det kræver imidlertid en lovændring, for at det kan lade sig gøre i de store danske byer. Her kan det ikke udelukkes, at der kan være en interessekonflikt mellem fjernvarmesektoren og de kommercielle producenter af kraftvarme.

Dansk fjernvarme drives allerede effektivt; den samlede sektor har fx fra 2012 til 2014 reduceret administrationsomkostningerne med 15 %. Og naturligvis arbejder vi løbende på at forbedre og tilpasse os omverdenens krav - og være så effektive som muligt. En bibeholdelse af non-profit-konceptet er ingen hindring herfor.
Det er nødvendigt ikke kun at erkende - men også acceptere - at det at levere fjernvarme er en monopolaktivitet, hvor kunderne ikke kan ”gå andre steder hen”. Det forpligter. Derfor skal fjernvarmekunderne også beskyttes mod, at gevinsten fremover skal tilfalde kommercielle aktører. Dermed kunne fjernvarmen i Danmark miste sin særstatus, som er kendetegnet ved at være billig, grøn og sikker, hvilket også har skabt stor respekt langt uden for Danmarks grænser til gavn for eksport af dansk fjernvarmeteknologi.