Leder: Handling gi’r forvandling

Ansvar og lederskab efterspørges

24. september 2019

Den stadig relativt nye regering baserer sit grundlag på det efterhånden meget berømte ”Forståelsespapir”. I energisektoren efterspørger vi andet og mere end forståelse. Vi ser gerne, at regeringen snarest fremsætter forslag til en bindende og konkret klimalov. Det ambitiøse mål er allerede bestemt: Drivhusgasudledningen i 2030 skal reduceres med 70 % i forhold til udledningen i 1990, hvorved Danmark lever op til Paris-aftalen. Desværre er udmeldingen fra regeringen indtil videre, at ingen faktisk ved, hvordan man skal nå i mål.

Aktivt politisk lederskab

Vi har førhen gennemgået kolossale, energimæssige omstillinger. I 80’erne demonstrerede politisk, ansvarligt lederskab, at vi både kunne reducere energiforbrug og minimere olieafhængigheden.
De politiske styringsmidler var i høj grad energiafgifter. Da oliepriserne i foråret 1986 faldt dramatisk, kunne det have fjernet tæppet under det danske naturgasprojekt. Derfor tog ansvarlige politikere en rask beslutning og hævede energiafgifterne. 

Der er i dag bred politisk enighed om at udfase fossile brændsler og sænke CO2-udledningen dramatisk. Det sker imidlertid ikke af sig selv. Det kræver lederskab. 
For få år siden blev Varmeforsyningsloven ændret, så det blev økonomisk muligt at konvertere fra fossilt brændsel til biomasse. Så langt - så godt. Vi er dårligt nok nået til at afskrive de store grønne investeringer i biomasse, før der politisk nævnes at indføre afgifter på biomasse. Ud over at fjerne det økonomiske grundlag for den grønne omstilling, vil det også eliminere incitamentet og være gift for fremtidige store, grønne investeringer. Politikerne burde - inspireret af kollegaerne fra 80’erne - straks hæve energiafgifterne på naturgas for at kompensere for den aktuelle, ekstraordinært lave naturgaspris. Man gjorde det i 1986. Hvorfor ikke gentage det i 2019, hvor udfordringen er langt større?

Sort naturgas

Naturgas benævnes ofte fejlagtigt som et ligeværdigt alternativ til fjernvarme. En stor del af Danmarks fjernvarme er baseret på bæredygtig biomasse til forskel fra naturgas, som er et fossilt brændsel. 

Det giver falske vilkår, når myndighederne (her til lands Energistyrelsen) i sine forudsætninger for fremtidens varmeforsyning, sammenligner grøn fjernvarme med sort naturgas. Grøn naturgas er et helt andet produkt. Hvor den ægte grønne, bæredygtige biogas skal komme fra, vides ikke…

Lad os igen se ansvarlige politikere udvise lederskab og træffe de nødvendige, store beslutninger som sikrer en reel grøn omstilling.
Et ”Forståelsespapir” og en vision gør det ikke alene. Vi må se handling i respekt for de meget store investeringer, som vi i energibranchen står foran.