Jobopslag

HR-konsulent med styr på detaljen - evt. deltid

Vi søger en HR-konsulent, som kan bidrage effektivt og professionelt til at håndtere HR-funktionen i VEKS. Arbejdsopgaverne er mange og forskellige, men har det til fælles, at de bidrager til at understøtte resten af virksomheden på HR-området.

VEKS udvider i disse år både forretningsområder og medarbejderantal, hvilket har medført en større og mere kompleks organisation. Derfor er det nødvendigt at supplere med en HR-konsulent – eventuelt på deltid - til VEKS’ hovedkontor i Albertslund, der i efteråret flytter til Fabriksparken i Glostrup.
Du skal sammen med den nuværende HR-konsulent bidrage til, at HR-opgaverne løses professionelt og med afsæt i organisationens behov. Stillingen rummer både administrative- og udviklingsopgaver, og du får rigtig gode muligheder for at sætte dit præg på opgaverne, ligesom vi er meget åbne for de ideer, du måtte komme med.   

Hvem er vi 

VEKS er et af de største fjernvarmeselskaber i Danmark og i rivende udvikling. Vi arbejder efter VEKS Strategi 2025 med fokus på den grønne omstilling, og understøtter dermed Danmarks mål om at nå en 70% CO2-reduktion i 2030. Vi er ca. 120 medarbejdere i VEKS. 
Vi har trivsel og fleksible arbejdsvilkår højt på dagsordenen og mange medarbejdere bliver her heldigvis rigtig længe.  

Din profil

Vi forestiller os, at du har en baggrund som cand.soc. HRM, jurist eller lignende. Da det vigtigste er dine kvalifikationer og lyst til opgaverne, er du også velkommen til at søge, hvis du er i gang med en relevant uddannelse.

Derudover ser vi gerne, at du har: 

  • erfaring med HR-administrative opgaver 
  • kendskab til KL’s overenskomster
  • personalejuridisk indsigt i forhold til det kommunale område
  • gode formuleringsevner, såvel skriftligt som mundtligt.

Personligt er du:

  • omhyggelig og holder, hvad du lover 
  • udadvendt og opsøgende
  • iderig
  • serviceminded og evner at samarbejde med forskellige faggrupper.

Dine opgaver 

Dine opgaver spænder bredt og omfatter bl.a. 

  • kontraktudarbejdelse
  • opdatering af personalehåndbog
  • sikre implementering af relevant lovgivning på HR-området
  • yde personalejuridisk sparring
  • udvikling og opdatering af HR-koncepter
  • standardisere og forbedre HR-administrative processer 
  • onboarding af nye medarbejdere.

Det praktiske

Vi tilbyder fleksible arbejdsvilkår, hvor du har mulighed for at arbejde hjemmefra i en vis udstrækning. Derudover kan vi tilbyde gode muligheder for efter- og videreuddannelse, sundhedsforsikring, frokost- og massageordning.  
Vil du vide mere, er du er velkommen til at kontakte HR- og direktionskonsulent Maria Køel Jensen via e-mail - mkj@veks.dk – eller på telefon 23 99 57 56.

Arbejdstiden er 37 timer ugentligt inkl. frokost, men der er mulighed for deltid. Lønnen forhandles med udgangspunkt i din uddannelsesmæssige baggrund, erfaring og relevant overenskomst. 

Har VEKS fanget din interesse, så send en ansøgning via formularen nedenfor inden kl. 12.00 den 14. juni 2023, vi vil glæde os til at læse den. Ansættelsessamtaler holdes løbende, og vi håber på at få stillingen besat senest den 15. august 2023.

VEKS anser mangfoldighed som en styrke og ønsker at fremme ligestilling. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset alder, køn, handicap, hudfarve, nationalitet, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.


VEKS
Roskildevej 175, 2620 Albertslund
www.veks.dk   veks@veks.dk  T: 43 66 03 66