VEKS’ pris stiger 15% i 2025

Opkrævning af en ekstraregning fra 2023, generelt stigende brændselspriser og faldende elpriser er hovedårsagerne til prisstigningen.

27. september 2024

En række ændrede forudsætninger er baggrunden for, at VEKS må hæve prisen med 15%. 

Den primære årsag er en ekstraregning på varme fra 2023, som gav et underskud på cirka 235 mio. kr. Ekstraregningen skyldes en kombination af stigende biomassepriser, faldende elpriser og havari på flere de store kraftvarmeanlæg, som leverer varme til VEKS. Dette har Forsyningstilsynet bedt VEKS om at indhente hos kunderne over tre år. 

Herudover er VEKS indhentet af de generelt stigende omkostninger i kombination med stigende renteniveau. De store kraftvarmeværker oplever stigende brændselspriser og stigende faste omkostninger. Desuden har affaldsenergianlæggene meldt om stigende priser, som både skyldes ændrede afgiftsforhold, men også stigende faste omkostninger kombineret med, de får en lavere pris for deres elproduktion. Indtægten fra el-salg har hidtil været med til at udligne de stigende fjernvarmepriser, og har gjort det muligt at holde prisstigningerne nede i de seneste år.

VEKS er som fjernvarmeselskab underlagt et hvile-i-sig-selv princip. Det betyder, at omkostninger til indkøb og produktion af varme skal balancere med indtægter fra salg til de selskaber VEKS sælger varmen til. 

Samlet set er det således en kombination af ekstraregningen fra 2023, stigende brændselspriser, faldende elpriser og ændrede afgiftsforhold, der betyder at VEKS nu har taget konsekvensen og hæver prisen. Omregnet vil VEKS’ bidrag til fjernvarmeprisen stige cirka 130 kr. pr. måned for et standardhus. Det bemærkes, at der er tale om en gennemsnitsberegning på tværs af VEKS’ selskaber og at der kan være lokale forhold, der giver en anden prisstigning.

VEKS er desværre ikke det eneste selskab, der oplever at de generelle stigende omkostninger slår igennem på varmeprisen i disse år. Flere andre sammenlignelige selskaber har allerede i år har været nødt til at hæve prisen med over 20%. 

Den varslede prisstigning på 15% er med forbehold for VEKS’ bestyrelses endelige godkendelse på bestyrelsesmødet i december 2024.