Overskudsvarme fra Kalundborg

Overskudsvarme fra Kalundborgs industri kan blive til grøn fjernvarme

29. april 2025

Pressemeddelelse fra VEKS

Nyt samarbejde skal undersøge muligheden for at udnytte overskudsvarme fra Kalundborg til blandt andet at forsyne kunderne i VEKS’ system

Indledende analyser har sandsynliggjort, at overskudsvarme fra industrivirksomheder i Kalundborg kan bidrage til en stabil og konkurrencedygtig varmeforsyning i VEKS’ transmissionssystem. Overskudsvarmeprojektet udgør samlet set mere end 200 MW, og ville således kunne forsyne mere end 50.000 almindelige huse med fjernvarme.

Et konsortium bestående af VEKS, Novo Nordisk, Holbæk Kommune, Kalundborg Kommune, Kalundborg Forsyning og Ørsted har derfor taget initiativ til at undersøge mulighederne for at etablere en transmissionsledning, der kan forbinde Kalundborg med varmeforsyningen i hovedstadsområdet. 
På det seneste bestyrelsesmøde i VEKS var der enighed om at tiltræde en hensigtserklæring mellem VEKS og konsortiet for projektet. Hensigtserklæringen skal herefter godkendes af VEKS’ ejerkommuner. 

- Hvis projektet viser sig bæredygtigt, vil vi kunne styrke sammenhængen i hele Sjællands varmesystem. VEKS vil, hvis ejerkommunerne er enige, derfor undersøge, om vi med projektet kan bidrage til at udvikle en løsning, der adresserer de aktuelle klimaudfordringer, vi som samfund står midt i, pointerer Steen Christiansen, VEKS’ formand.

VEKS’ administration arbejder - indtil videre - videre med analyser, der skal belyse usikkerheder og risici i projektet. Projektet er omkostningstungt og kræver en lang afskrivningsprofil på op til 50 år. Samtidig indebærer det flere risici end VEKS’ øvrige overskudsvarmeprojekter. Beslutningsgrundlaget skal bl.a. derfor indeholde en grundig vurdering af de centrale faktorer, der er afgørende for projektets succes, herunder økonomi, tidsramme, risici og konsekvenser. Blandt de øvrige centrale spørgsmål, der skal afklares, er ejerskabet af transmissionsledningen i både etablerings- og driftsfasen. 

Beslutningsproces

For at sikre en grundig beslutningsproces har VEKS’ bestyrelse med hensigtserklæringen bekræftet VEKS’ interesse i at analysere projektet nærmere. Hensigtserklæringen skal herefter behandles i VEKS’ 12 ejerkommuners kommunalbestyrelser. 

- Vi har af bestyrelsen nu fået accept til at arbejde videre med at få udarbejdet et oplyst og velunderbygget beslutningsgrundlag for, hvorvidt projektet skal realiseres, påpeger Trine Sannem Mønsted, vicedirektør i VEKS.

Med projektet forenes ekspertiser og ressourcer for at drive den fælles vision om at udnytte industriens overskudsvarme til gavn for klimaet og fjernvarmekunderne. VEKS og konsortiet ser frem til at fortsætte arbejdet med at afklare projektets muligheder og udfordringer. 


Yderligere oplysninger eller interview: 
Steen Christiansen, VEKS’ formand, 40 50 85 07, steen.christiansen@albertslund.dk
Adam Elbæk, VEKS’ direktør, 23 99 25 82, adel@veks.dk 
Trine Sannem Mønsted, VEKS’ vicedirektør, 26 18 02 92, tsm@veks.dk