Projektgruppe skærm

Jobopslag

Projektleder til overordnet ledelse af tekniske anlægsprojekter

Trives du med at skabe overblik, holde struktur og få samarbejdet til at fungere på tværs af fagligheder? Vi søger en projektleder, der har lyst til at drive tekniske anlægsprojekter på et overordnet niveau og være det naturlige samlingspunkt for både interne og eksterne samarbejdspartnere.

Hos os handler projektledelse om at skabe klarhed, retning og fremdrift - ikke om selv at stå for tekniske detaljer.

Om rollen
Som projektleder får du ansvar for at planlægge, koordinere og følge op på tekniske projekter fra opstart til afslutning. Du arbejder tæt sammen med interne specialister og eksterne leverandører, som bidrager med den tekniske faglighed.

Din opgave er at sikre, at projekterne forløber struktureret, at beslutninger er velunderbyggede, og at alle parter har fælles forståelse for mål, tidsplan og leverancer. Du bliver et centralt omdrejningspunkt for kommunikation, koordinering og opfølgning.

Dit ansvar
Du vil have ansvar for den samlede projektstyring, herunder etablering af projektgrundlag, overordnet planlægning og milepælsstyring samt løbende opfølgning på økonomi og fremdrift. Du arbejder med risikovurdering, ændringshåndtering og rapportering til styregrupper og ledelse.

En væsentlig del af rollen er dialog og samarbejde. Du sikrer klar og respektfuld kommunikation internt i organisationen og med eksterne samarbejdspartnere som f.eks.  kommuner, myndigheder, forsyningsselskaber, rådgivere og entreprenører.
Derudover bidrager du til udbud, kontrakt- og indkøbsprocesser og skaber struktur i projekt- og anlægsdokumentation i samarbejde med fagansvarlige.

Det forventer vi ikke
Du behøver ikke være teknisk specialist. Detaljeret teknisk projektering, kvalitetssikring, tegninger og anlægsarbejde varetages af vores fagfolk. Det vigtigste er, at du kan stille de rigtige spørgsmål, skabe struktur og sikre, at samarbejdet fungerer.

Om dig
Vi forestiller os, at du er meget struktureret og trives med at bevare overblikket - også når projekter bliver komplekse. Du kommunikerer klart og professionelt og har en naturlig evne til at samarbejde med forskellige fagligheder og interesser.

Du arbejder ansvarligt og selvstændigt, men ser værdien i dialog og fælles løsninger. Du er robust i din tilgang og komfortabel med at tage ansvar, uden at din stil bliver styrende eller konfronterende.

Dine evner til at skabe samarbejde er vigtigst. Samtidig er det en fordel hvis du har en projektlederuddannelse, en certificering eller tilsvarende dokumenteret faglighed inden for projektledelse. Det er ligeledes en fordel, hvis du også har teknisk forståelse og nogle års erfaring med anlægsprojekternes faser samt konkret erfaring med økonomi, risici, kontrakter og leverandørstyring.

Vi tilbyder
Du får en rolle med stor indflydelse på vigtige projekter i den grønne omstilling og et arbejdsmiljø præget af faglighed, samarbejde og tillid. Du bliver en del af et team med dygtige projektledere, hvor du kan få hjælp og sparring.

VEKS er en fleksibel arbejdsplads

Faglig udvikling og efteruddannelse krydres i VEKS med pensionsordning, sundhedsforsikring, frokost- og massageordning. Vi har flekstid og mulighed for hjemmearbejde i en vis udstrækning.

Arbejdstiden er 37 timer ugentligt inkl. frokost. Lønnen forhandles med udgangspunkt i din uddannelsesmæssige baggrund, erfaring og relevant overenskomst.

Du er velkommen til at høre nærmere om stillingen hos teamleder for Projekt, Per M. Friis på tlf. nr. 43 30 27 01 eller mail: pefr@veks.dk. Vi holder samtaler løbende, så skynd dig at søge, hvis stillingen lyder som noget for dig.

Du ansøger stillingen via VEKS’ ansøgningsformular nederst på denne side. Vi beder dig om at vedhæfte følgende dokumenter: CV, ansøgning og uddannelsesbevis.

Vi vil skabe en inkluderende og mangfoldig arbejdsplads, hvor fokus ligger på kompetencer. Derfor vil vi bede dig om at undlade oplysninger som alder og foto i CV og ansøgning. VEKS anser mangfoldighed som en styrke og ønsker at fremme ligestilling. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset alder, køn, handicap, hudfarve, nationalitet, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.