Vekslerstation

Jobopslag

Energiplanlægger, som kan facilitere samarbejde og aftaler

Har du lyst til at gøre en forskel? Du kan blive en del af et engageret plan-team, hvor opgaverne er alsidige og meningsfulde. Hos VEKS arbejder vi i et stærkt fagligt fællesskab og bidrager aktivt til den grønne omstilling i Danmark.

Vi søger en energiplanlægger eller lignende, der blandt andet vil bidrage til vores varmesalgs- og varmekøbsaftaler med samarbejdspartnere, sikre synergi i planlægningen på tværs af organisationen og omsætte målsætninger til virkelighed. 

Du vil indgå i et team på ni medarbejdere, som har et fagligt stærkt miljø. Vi overlapper hinanden i forhold til de alsidige opgaver, men har også tid til fordybelse, da vi samtidigt fungerer som specialister - på vores områder. Vi energiplanlæggere har et fællesskab på kontoret, og går ikke af vejen for pingpong i hverdagen.

Før den grønne omstilling af fjernvarmen skal lykkes, kræver det god planlægning og kreative løsninger. Sammen med VEKS’ kunder vil du spille en rolle i udviklingen af fremtidens aftalegrundlag, som bidrager til at sikre synergi i det samlede system. Det er vigtigt, at du kan kommunikere med og inddrage vores interessenter. Dit arbejde vil udmønte sig i velunderbyggede beslutningsgrundlag - og fremtidssikrede løsninger til VEKS-områdets samlede fjernvarmesystem. 

Ansættelsesstedet er VEKS’ hovedkontor på Fabriksparken 58A, 2600 Glostrup.

Vi har gode parkeringsmuligheder, du kan lade din bil op, og låse din racercykel inde. 

VEKS bidrager til at løse klimaudfordringen 

Du er med til at fremme den grønne omstilling. Fjernvarme er en meget vigtig del af løsningen på udfordringerne på klimaområdet. I VEKS omsætter vi ord til handling ved, at vi alle strategisk arbejder med fokus på den grønne omstilling, og understøtter dermed Danmarks mål om at nå en 70% CO2-reduktion i 2030. 

Dine primære opgaver  

Du forstår fjernvarme - forstår konceptet - og vil gerne bidrage med baggrund og viden ift. vores indgåelse af aftaler. Samtidig forstår du hvilke faktorer, der påvirker planlægningen af fremtidens fjernvarme.  

Din funktion som energiplanlægger vil bl.a. omfatte analysestøtte til beslutningsgrundlag, hvilket kræver både teknisk og økonomisk forståelse. 

Du kommer blandt andet til at arbejde med at:

  • udarbejde aftaler med VEKS’ samarbejdspartnere
  • analysere forskellige aspekter i fjernvarmesystemet og tænke i gode, grønne og konkurrencedygtige løsninger
  • bidrage med faglige input til styregrupper og arbejdsgrupper
  • udforme materiale, som danner beslutningsgrundlag for VEKS’ ledelse og bestyrelse
  • bidrage med delopgaver i forbindelse med VEKS’ strategi 

Profil 

Din uddannelsesmæssige baggrund kan fx være ingeniør, maskinmester, økonom eller lignende, og vi forestiller os, at du har relevant erhvervserfaring fra en lignende stilling. Som energiplanlægger forstår du dels systemet og samspillet mellem forskellige tekniske anlæg, dels økonomiske beregninger - og har interesse for aftaler og forvaltning. 

Det er en fordel, hvis du har indsigt i energisystemer og er god til at tilegne dig systemforståelse, har IT-kundskaber herunder Excel-færdigheder. Derudover vil det være en fordel, hvis du har erfaring med indgåelse af aftaler.

Nyuddannede skal ikke holde sig tilbage med at søge. Vi repræsenterer en stor spredning i alder og erfaring, og vi prioriterer alle gensidig, faglig sparring og at gøre hinanden klogere.

VEKS er en fleksibel arbejdsplads

I vores team hjælper vi hinanden samtidig med, at vi tager ansvar, når vi driver egne opgaver. Du får stor indflydelse på hverdagens opgaver, og vi (dine dynamiske og engagerede kolleger!) holder os ikke tilbage med faglig sparring. Vi vil gerne spille hinanden bedre.  

Faglig udvikling og efteruddannelse krydres med sundhedsforsikring, frokost- og massageordning. 
I VEKS er et fleksibelt arbejdsliv ikke bare ord! Vi har flekstid og mulighed for hjemmearbejde i en vis udstrækning. Du bestemmer selv, men mange af os vælger at gå tidligt hjem om fredagen!

Arbejdstiden er 37 timer ugentligt inkl. frokost. Lønnen forhandles med udgangspunkt i din uddannelsesmæssige baggrund, erfaring og relevant overenskomst. 

Hvis du har spørgsmål eller ønsker mere information er du velkommen til at kontakte teamleder for Plan og Kontrakt, Sanne Rendal 43 30 27 27. Ansøgningsfristen er den 11. juni 2025, kl. 12.00. Du ansøger stillingen ved at indsende CV, eksamensbeviser og begrundet motivation via VEKS’ ansøgningsformular nederst på denne side - foto udelades. Vi holder løbende samtaler og ønsker stillingen besat snarest.

VEKS anser mangfoldighed som en styrke og ønsker at fremme ligestilling. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset alder, køn, handicap, hudfarve, nationalitet, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.


VEKS
Fabriksparken, 2600 Glostrup
www.veks.dk  veks@veks.dk  T: 43 66 03 66